|
Midtvejs mellem Odense og Nyborg ligger landsbyen Birkende, lidt gemt for den travleste færdsel.
Her er forholdsvis stille, som om døgnets kampe er langt borte. Det er ikke fordi beboelsen er spredt. Gårde med store, gamle haver, bugner af frugt, og ligger tæt ved hinanden mellem pyntelige huse og et rigt blomsterflor indrammer vejen, der fører ind igennem landsbyen.
Men et skær af det uberørte er ikke veget bort. Kirken står, hvor den har stået, siden middelalderens dage. Slægt efter slægt har kendt den. Den tog dem ind til sig, og de satte deres spor i dens murværk.
Oprindelig var den en lille murstensbygning uden tårn, men i senmiddelalderen fik den indbygget hvælvinger og et tårn i vest med takkede gavle. Siden er den blev udvidet med et våbenhus og - i nyere tid - med en tilbygning på nordsiden.
Der er ikke langt mellem denne kirke og et lille anlæg, hvor der står en høj granitsten med inskriften: Hans Tausen, Guds Ords Prædiker.
Men der ligger et bevæget levnedsløb i åndelig strid mellem hans udgang fra Birkende Kirke og hans eftermæle i danske hjerter. Et endnu længere tidsrum, 400 år, mellem det slægtsled, der først sluttede op om ham, og vort, der måske mere end noget andet har behov for at styrkes ved følgeskab med dem, der led og stred, arbejdede og bad og fik lykke til at bygge på Danmarks Kirke og det danske folks hjem |
|